| 10.02.09 Hvad kan man få for 140 mia? |
Hvad kan man få for 140 mia?Mad til en hulens stor mængde mennesker? Nej. Vi køber os lidt ro på aktiemarkedet. Og alle er helt enige om at statskassen nemt kan få råd til at få de stakkels børshandlere til at sove bedre. Er det noget som gavner den herostratisk berømte kassedame, som vi alle sympatistemte med ved sidste valg? Er der nogen der tænker på hende? Den sidste bastion af de uddøende arbejdere. Det er paradoksalt måske endda patetisk at arbejdere er gået fra at være dem, der skabte og tilvirkede værdierne til at være et service fag der oven i købet kun skal skanne varen, for vi kan ikke vente eller stole på at det bliver slået ind ordentligt. Man kan kun beundre det kunstgreb man har gennemført i Danmark i de sidste 15 år. Uden et skud, uden fængsler og uden gillioutiner har man slagtet en hel befolkningsgruppe: Arbejderne. Der er ingen arbejdere tilbage i dette land, vi er en nation af småborgere altså borgere der ikke skal have klinket noget, ikke vil rokke båden og på det jævne på det jævne. For vi sidder alle i en saks som består af lige dele luksusfælde og dårlig samvittighed over ikke at stå imod noget før. Jamen vores friværdi!! Er den eneste tanke, som vores politikere skal drible med, og de gør det godt - de har ganske vist selv sået kimet til dette ræsonnement, men det er meget dygtigt gjort ikke desto mindre. Det var jo kun retfærdigt og ikke spor undergravende for andelstanken at andelsboliger blev fritstillet på linje med alle andre boformer. Vi kan jo ikke have, at nogen bare nasser på den måde og får tag over hovedet under rimelige forhold. Mens vi alle står og kigger ned på USA og Halliburton, ryster på hovedet og fnyser let, går vores egne politikere og emulerer vores eget hus til at ligne det selv samme pragtpalæ på et fundament af kreativ bogføring og tilsidesættelse af grundloven. Man kan undres over, at da sygeplejerskerne krævede 5 mia i sommer, var der absolut ikke råd. Hvis der er nogen der tror, at vores 140mia er blevet vel investeret i andet end de folk som har i forvejen, og som tilfældigvis er dem, der betalte for vores siddende regerings umådeligt dyre valgkampagne, er jeg meget interesseret i at høre om de meget fine økonomiske mekanismer, som vores viismænd (fra østerland?) kan se, men ikke sådan lige forklare - nej egentligt så gider jeg ikke høre fra andre end dem som synes, at det er på tide vi kræver noget af vores politikere såsom ordentlige skoler, ordentligt politi, og ikke mindst en ansvarlig regering som kan sige andet end "der er ikke noget at komme efter" som svar på kritiske spørgsmål. Personligt har dette hjælpeinitiativ manifesteret sig ved, at det lån jeg grundlagde i 1999 pludseligt er blevet 3,5% dyrere, fordi jeg ikke var vaks ved lågen, da jeg var i Canada. Nu kan jeg end ikke betale renterne på mit lån og Nordea har ikke råd til at låne ud til de aftalte 10,5% "fordi nu er det jo løbet for langt ud".. Det var det eneste svar, jeg fik i fogedretten om, hvorfor jeg skulle straffes for at have betalt troligt siden 1999 på et lån på 50.000 - et løst slag på tasken siger, at jeg har betalt 216.000 foreløbigt for deres service og det er uden gebyrer, som vores bankvæsen er de bedste i verden til. Dette firma skal jeg nu også betale skat til for at holde flydende. Vi har vel de politikere vi fortjener. Tak for inspiration til overskriften til Public Enemy. Martin Larsen |