Næsten alle overenskomster har i dag en bestemmelse om arbejdsmarkedspension. Det er vigtigt, at du er opmærksom på denne, eftersom den udgør en del af din løn. Den skal fremgå af din lønseddel. Check denne, og er der det mindste problem, så kontakt din tillidsmand og LPSF.
Medlemmer af LPSF har typisk deres arbejdsmarkedspension i "Pension Danmark", "Industriens Pension" eller "Sampension".
Alle lønmodtagere, der har opsparet midler i Arbejdsmarkedets Tillægspension, modtager et par måneder før de fylder 65 år en begæringsformular fra ATP, som skal udfyldes og tilbagesendes. Her skal det bl.a. anføres, hvilken bank man evt. vil have sine penge sendt til. Derefter går resten af sig selv.
Tjenestemandspension
Hvis du er ansat som tjenestemand eller "gået" over til ansættelse som overenskomstansat på særlige vilkår, er du omfattet af tjenestemandspensions lovgivningen (TP).
Tjenestemandspension opspares fra du er fyldt 25 år til du er fyldt 70 år, for hvert års fuldtidsansættelse opspares et år og du kan max optjene 37 år, og vil fx ved ansættelse som 25 årig, opnå max som 62 årig.
Pensionen udregnes udfra din lønramme/skalatrin og antal af pensionsår. Der står altså ikke et beløb på din "konto" da der er tale om en såkaldt tilsagnspension.
Du kan gå på førtidspension som 60 årig, men så vil du ikke have optjent max pensionsår, og du vil få et procent fradrag i pensionen.
Tjenestemandspension indeholder, udover pension til dig selv, også ægtefællepension og børnepension.
Det er en udbredt misforståelse, at man kan lave en begunstigelseserklæring til ens samlever. Det kan man ikke, der skal være tale om ægteskab eller registreret partnerskab.
Tjenestemandspensions området er generelt indviklet med mange særregler og undtagelser, så du anbefales at kontakte afdelingen med dine konkrete spørgsmål.